|
| Absint - en historisk kommentar |  Absint er en gudedrik. Under Den franske Revolution flygtede den franske læge Pierre Ordinaire til Schweiz, hvor han åbnede en praksis i Couvet. På lange rejser red han rundt i Val de Travers på sit æsel og indsamlede aromatiske planter, fra hvilke han lavede eliksirer mod mavelidelser. På sit dødsleje røbede han opskriften på sin eliksir for sin husholderske. Hun solgte den til Henriot-søsterne, og de startede med at avle planterne til brug i drikken. Sammen fremstillede og solgte de drikken. Den blev kaldt absint efter indholdet af malurt, der på latin kaldes Artemisia Absinthium.
En vis major Dubied oplevede drikken i et besøg i Couvet. Han blev så begejstret, at han købte opskriften af Henriot-søsterne og byggede en mindre absintfabrik. Da hans datter senere skulle giftes, søgte han en speciel gave til brug som medgift. Han gav opskriften på absinten og en del af sin fabrik til brudgommen, mr. Henri-Louis Pernod. Han startede produktionen i Schweiz i 1797, men flyttede 8 år senere virksomheden til Pontalier i Frankrig. Drikken var blevet mode. For franske vinbønder betød succesen imidlertid en mærkbar nedgang i salget. De iværksatte derfor et intensivt lobbyarbejde, hvor det blev påstået at drikken var direkte livsfarlig som følge af planten malurt.
Drikken indeholder stor mængde alkohol og planten malurt med stoffet thujone, som er giftig og menes at kunne gøre folk skøre. At absint gør afsindig og kan få nyderen til at tabe hovedet, er der mange beviser på. Nogle blev blinde og døde af forskellige former for hjemmebrændt absint. Det kulminerede, da en schweizisk bonde, Jean Lanfray, dræbte sin kone og to børn med en jagtgevær, fordi konen ikke havde pudset hans støvler. Historien gav overskrifter over hele Europa, og man påstod, at bonden var stærkt påvirket af absint. Det var til dels også sandt, men man ignorerede, at bonden den dag også havde drukket flere flasker vin og andre former for spiritus. Absint skulle væk. Derfor blev der i 1915 udformet en traktat med forbud mod produktion af absint og samtlige lande anmodet om at ratificere. Nogle nægtede imidlertid, bl.a. Portugal, Spanien, Tjekkoslovakiet og Danmark.
Et erstatningsprodukt kom dog på markedet, nemlig pastis. Ordet er afledt af pastiche (efterligning). I stedet for malurt indeholder pastis stjerneanis, hvis frøkapsler er formet som en stjerne med syv til otte arme. Inde i hver arm findes et ovalt mahognirødt korn, med en stærk aroma. Forbudet mod produktion af absint mere eller mindre er ophørt i dag. Men mængden af thujone i absinten var i begyndelsen 60 – 90 mg pr. liter. I dag tillader EU omkring 10 mg pr. liter.
En anis serveres altid i mindre glas, men absint, pastis, ouzo eller raki kan drikkes på mange måder. Den traditionelle absintmetode, er at skænke drikken i et mindre glas med en ske med en sukkerknald. Sukkeret antændes. Når flammen er brændt ud, røres i glasset og drikkes enten ren eller tilsat vand.
De fleste drikker den dog i dag kun blandet med vand.
Med venlig tilladelse fra forfatteren Ole Phillipsen, som snart udgiver bogen „Den Store Spiritusguide“.
|
|
|
 |
